"Med en træner i haserne" (Artikel 1)

Af journalist ved Politiken Birgitte Aabo

Kilde: InfoMedia Huset A/S - Politiken søndag 11. marts 2007

Copenhagen Marathon under fire timer. Målet er sat. Så er det bare at løbe godt 800 km i højt tempo, så skulle den i teorien være i hus.

Min træner er fiks og bevæger sig energisk. Ved siden af pruster jeg.

»Hvad synes du? Hende dér kan du godt nappe, ikke?«, siger hun og nikker med hovedet mod en kvinde i sort løbetøj, der løber foran os i et, forekommer det mig, meget passende tempo.

Mens vi passerer kvinden, roser Pia Rosted mig:

»Det er godt. Fint. Træk igennem med armene. Som et lokomotiv«.

Jeg siger ikke noget, for jeg kan dårligt få vejret. Jeg ser på pulsuret. Vi har løbet små seks af de 14 km, vi skal igennem i dag, og jeg tvivler alvorligt på, at mit lokomotiv kan holde tempoet. Men det må jeg ikke. Jeg skal tænke positivt og være til stede, lige hvor jeg er, mærke kroppen arbejde. Ikke noget med at tænke frem, formaner Pia Rosted.

Hun er slank, har to hold spinkle guldøreringe på, solbriller med lilla glas i håret, lyseblå træningsbluse med "Personlig træner" på ryggen og luft til at snakke uafbrudt, for det tempo, hun kan presse mig op i, svarer til en restitutionstur for hende. Det er første gang, vi løber en tur sammen, og jeg er lidt nervøs for, at hun undervejs vil opdage, at jeg er et håbløst tilfælde.

Jeg har hyret Pia Rosted til at forsøge at hjælpe mig til at løbe Copenhagen Marathon på under fire timer. Ikke ligefrem en sprintertid, men en massiv udfordring, når den hidtil bedste maratontid var 4.23 og ligger år tilbage. For mig går grænsen mellem at løbe eller gennemføre et maraton ved netop fire timer, ergo har jeg hidtil gennemført fire maraton – og løbet nul. At gennemføre har været særdeles tilfredsstillende, men tænk, hvis det kunne lykkes at løbe bare en enkel.

50 km pr. uge »Med al respekt for den måde, du og andre er kommet gennem maraton på, så er der stor forskel på at sætte og forfølge et mål på tid og stille sig tilfreds med at komme igennem. 42 km kan stadig imponere folk, men hvis man giver sig tid nok, kan det gøres af mange. Derfor kræver det her noget helt andet«, konstaterer Pia Rosted nøgternt.

Jeg har slet ikke svært ved at tro hende. Nu har jeg trisset af sted i samme tempo i de syv år, jeg har løbet regelmæssigt, jeg hader intervaltræning inderligt, så hvordan bærer jeg mig ad med at skære over et halvt minut af pr. kilometer et helt maraton igennem?

Pia Rosted mente nok, at det kunne lade sig gøre, da jeg i slutningen af januar. I begyndelsen af februar var hun – efter at have stillet mig en stribe spørgsmål ved et møde – klar med en plan, som hun skubbede over bordet til mig med et forventningsfuldt:

»Hvordan synes du, det ser ud?«.

Jeg lod øjnene glide over det personlige løbeprogram. Meningen er, at jeg skal løbe med en konstant hastighed på 5.30 minutter på maratondagen. Pia Rosted mener, at det slår rytmen i stykker at sætte hastigheden ned for at få vand ved boderne undervejs, så jeg skal have egen væske med – jeg, som hidtil har holdt mig oppe i maratonløb ved at se frem til den næste bod og i øvrigt har syntes, at det er lidt til grin at løbe med ubekvemme flasker, når boderne nu alligevel er der med få kilometers mellemrum.

Så gik det i al sin gru op for mig, at første træningsuge dikterede små 50 km. Det svarer til en fordobling af, hvad jeg har præsteret om ugen de sidste mange måneder, og det er endda inklusive småture med hunden på to en halv km.

»To en halv km med en hund er ikke træning i maratonsammenhænge. Det er bevægelse, men ikke noget, du kan tælle med«.

Aha. Alt hvad jeg nogensinde har læst og hørt om løb, har fastslået, at det er totalt forbudt at gå så hårdt frem. En fordobling af kilometerantallet fra den ene uge til den næste er på grænsen til det afsindige. Ti procent øgning pr. uge maks., plejer det at hedde. Men det kan jeg ikke bruge til noget, forklarer Pia Rosted.

»Hvis du havde kontaktet mig i god tid, kunne vi have gjort det på den måde« udtaler Pia Rosted.

Blafrende lunger Der er i alt 15 uger til Copenhagen Marathon, da jeg løber den første tur efter programmet. Alle mandage skal jeg fartlege. Det er en vældig leg. Løbe, til lungerne blafrer, få vejret igen, løbe til lungerne blafrer, få vejret igen. Ikke sjovt, givetvis nødvendigt. Heldigvis har jeg fået lov at låne et løbeur, som er lige rigeligt avanceret for mig, men som giver mulighed for at se den aktuelle fart. Det er ansporende at se, at jeg er i stand til at bevæge mig hurtigt. Selv om det er ganske kortvarigt.

Fartlegene er på syv km med opvarmning; ugens øvrige ture er en lang tur, som øges gradvist uge efter uge (og topper med en tur på 32 kilometer) samt to ture, som i begyndelsen af løbeprogrammet kun er lidt kortere end ugens lange tur.

Alle ture skal løbes på tid – og jeg har endnu ikke været i stand til at honorere kravene en eneste gang. Hvilket jeg pligtskyldigt har afrapporteret til Pia Rosted, der har bedt mig sende hende alle fakta om tid, puls og gennemsnitshastighed. Jeg skal fortælle hende om alle afvigelser fra programmet. Det føles lidt pudsigt at sende hende en sms om, hvorvidt det er i orden at flytte en 11 km tur en dag frem, men hun har indskærpet mig, at jeg skal bruge hende.

Der er også en femte løbetur i hver uges program. Den har Pia Rosted kaldt "jog":

»Det er en valgfri dag, hvor du løber uden ur og for den sags skyld kan have et barn med på cykel ved siden af. Du skal bare løbe og nyde turen«.

Masser af undskyldninger

Foreløbig har jeg ikke valgt den femte løbedag til en eneste gang. For selv uden den femte dag skal jeg samlet løbe omkring 800 km, svarende til næsten 60 procent flere kilometer end med det løbeprogram, jeg tidligere har fulgt som maratontræning.

Desuden har jeg haft skiferie, en fuld uges drænende influenza og mit første totalstyrt nogensinde, med sår på begge knæ og lidt humperi til følge. Undskyldninger, undskyldninger. Så min evne til at følge programmet har været ujævn de første fem uger.

Derfor spørger jeg også efter vores løbetur lidt håbefuldt Pia Rosted, om vi ikke kan erstatte en af de lange ture med en noget kortere tur. I øjeblikket er det jo meget omtalt, at man kan opnå fantastiske træningsresultater på kort tid, bare man arbejder hårdt, det er videnskabeligt bevist og alting ...

Den går ikke: »Du når ikke dit resultat uden mange kilometer i benene. Hvis du var erfaren i at løbe på tid til maraton, og der var længe til, ja, så kunne vi have arbejdet mere med de kortere intervalløb. Hvis du vil nå det mål, du selv har sat, må du indstille dig på, at det koster blod, sved og tårer«.

Og hvad kan jeg sige. Det var mig selv, der ville.

Pia Rosted slutter vores fælles træning af med at rose mig voldsomt, og det er rent faktisk lykkedes hende at piske og opmuntre mig til at løbe med en gennemsnitshastighed på cirka 5.40 minutter pr. km, væsentligt hurtigere end normalt. Næsten et tigerspring for en trisser.

"Hold ud maratonfolk" (Artikel 2)

Af Birgitte Aabo

Kilde: InfoMedia Huset A/S - Politiken søndag 29. april 2007

Der er tre uger til Copenhagen Marathon, og de længste træningsture flår store lunser af weekenderne. Men hold ud! Løb nye veje. Og lær at motivere dig selv.

Der er vand i flaskerne i mavebæltet, pulsmåler om brystet, musik i lommen, sol på himlen – alt er klar til løbeturen på 30 km.

Undtagen hovedet. Det beskæftiger sig stadig med hvor usædvanlig tåbeligt det er at bruge næsten tre timer på at piske rundt og se fjoget ud med et vandbælte, når der er så uendelig mange andre og mere tiltrækkende muligheder sådan en solskinslørdag. Og bagefter trætheden, der vil lægge en dæmper på sociale aktiviteter resten af dagen. Mon ikke det er bedre at vente til i morgen, alternativt til et andet liv?

”Find ud af, hvad det giver dig, når du er ude og løbe. Hvad det er der motiverer dig undervejs”, har min træner Pia Rosted fra firmaet INDOOR-OUTDOOR formanet på en af vores ugentlige fællesture op til Copenhagen Marathon. På fællesturene leverer hun motivationen. Hun gør opmærksom på, når det går lidt nedad, selv om jeg dårligt kan få øje på et fald, fremhæver fremskridt og presser tempoet.

Keeeedeligt

Denne lørdag er jeg helt blank i motivationsfeltet. Det er jo hamrende kedeligt og hårdt, det her. At komme under fire timer på marathon dagen forekommer både urealistisk og ligegyldigt, selv om der allerede sammenlagt er tilbagelagt mange hundrede kilometer med netop det mål for øje.

En tid, som Pia Rosted også engang har gennemført et marathon på. Næsten. Hun kom ind i 4:05. Tiden skyldes, at hun havde brækket armen fire uger før på en træningstur. Lægen havde godt nok kigget lidt underligt på hende, da hun på skadestuen spurgte, om det var o.k. at gennemføre løbet med den brækkede arm, men det kunne ikke skade medgav han.

Af en eller anden grund motiverer det mig ikke rigtig at tænke på. Selv om man skal tage udgangspunkt i sit eget niveau, naturligvis.

Det eneste, som til sidst får mig til olm og livstræt at sætte i gang på 30 km. turen, er tanken om at sætte et artigt flueben i træningsprogrammet og udsigten til at nyde en solid frokost med god samvittighed. Tiden bliver derefter.

"Man kan finde trøst i, at ydeevnen oftest er bedre under selve marathon, hvor man er anderledes tændt end på træningsture". Pia Rosted kan også berolige med, at det ikke er usædvanligt at motivationen dykker få uger før marathon for motionister.

”Kroppen er ved at være slidt. Træningsmængden topper. Når man har sat sig et mål at komme igennem på en bestemt tid, stresser tiden også på de lange ture. Det kan være en god ide på enkelte ture at lade være at se på uret, før man er færdig”.

Ellers er netop tiden og et løbeur, så man kan holde øje med den undervejs, en stærk motiverende faktor for mange. Fantastisk, så glad man kan blive for et par sekunder til den rigtige side, en ny personlig rekord.

Vægttab, at komme i form og væddemål er andre typiske steder at finde motivering til at klare en motionsudfordring.

Find motivationen

Uanset, hvor man finder motivationen, kan den glippe. Pia Rosted ved fra sine foredrag og træningsseancer, at motivationen er den største, ømme plet, stedet, der skal arbejdes med, det alle spørger til – uanset om udfordringen er at komme i gang med at løbe helt fra bunden, træne op til marathon eller noget, der er endnu mere krævende.

”Der er nogle simple ting, man kan gøre. F.eks. er det meget typisk for kvinder, at de altid løber den samme tur. Det får nemt kroppen til at falde i søvn. Nogle har det bedst med samme rute, men mange ville få noget ud af at prøve noget nyt".

"En styrende hånd" (Artikel 3)

Af Birgitte Aabo

Kilde: InfoMedia Huset A/S - Politiken søndag 20. maj 2007

”Det ser lidt ud når du kommer løbende sammen med din træner mor” siger min datter drillende. Jeg spørger ikke indtil, hvorfor eller hvordan det ser sjovt ud, for jeg er klar over, at jeg ikke vil kunne lide svaret.

Min træner er sej

Hun svæver i pastelfarvet løbetrøje elegant herover asfalten i cirka en halv meters højde med den lyse hestehale bølgende veloplagt efter sig og har luft til snakke uafbrudt, klappe duer væk, advarende til gående, der ikke hummer sig og give mig trafikmeldinger, når vi krydser vejene. ”Frit fra højre” – alt imens hun pacer mig pæonrød og langt ud på den anden side af, hvad jeg synes er behageligt.

Alt sammen i et forsøg på at nå det mål, jeg var letsindig nok at formulere over for hende sidst i januar: At komme under fire timer ved Copenhagen Marathon 20. maj 2007. ”Vi giver den lige lidt mere her. Der skal ikke være nogen energi tilbage, når vi er færdige” bestemmer hun på træningsturen, og sætter gudhjælpemig farten op. Indlysende nok betyder det, at jeg ikke skal have mere energi tilbage; vi er langt under hendes smertetærskel.

Selv hvis jeg havde haft lunge kapacitet til at svare, ville jeg naturligvis ikke sige hende imod. Hvad hjælper det at købe sig til trænerhjælp, hvis man ikke følger den?

Det er lige utænkeligt som at være obsternasig som det var at gøre oprør mod fru Sørensen, min klasselærer i 1. klasse. Hun havde i bedste 70’er stil frygtindgydende duske af hår stikkende ud under hver arm i sommerkjolerne og brød sig ikke om børn, der ræbede, undlod at holde til højre på trappen, eller sjuskede i kladdehæfterne.

Min træner Pia Rosted er en langt mere fleksibel, toptrimmet, venlig og smilende rollemodel. Hun siger sågar, at jeg gerne må skubbe til hende og træde hende i hælene: Det hører med til jobbet.

Jeg fornemmer en kvinde af stål lige under smilet. Og lige siden jeg mødte hende i februar og fascineret lagde mærke til de lange, velplejede negle (troede at alle træningsfreaks havde praktiske, kortklippede negle), har hun taget sit ansvar overfor mig særdeles seriøst.

”Det vil sikkert føles mærkeligt for dig, men du skal konsultere mig, hvis du vil ændre på den plan, jeg har lagt for dig”, forklarede hun mig dengang.

Hun har helt ret, det føles besynderligt at maile til hende for at spørge om lov til at bytte rundt på en kort og en lang løbetur i ugens løb. Selv om hun storladent giver mig lov.

Der er også ting jeg ikke får lov til. F.eks. at løbe langs kysten. Der skal løbes på asfalt, bare asfalt, for det øger farten. Det efterlever jeg. Jeg må ikke drikke rødvin dagen før en løbetur. Det efterlever jeg næsten. Jeg skal løbe med væskebælte og drikke proteindrik. Det efterlever jeg næsten ikke.

Trangen til at være den dydige elev og styre efter mit mål har det med at klinge af, når hun ikke er i nærheden, men når du er, er glorien højpoleret.

Det begynder allerede, da hun ved første kontakt i telefonen spørger, og jeg p.t. er i stand til at løbe en halvmarathon. Det mener jeg nok at jeg kan. Jeg ved straks, jeg har sagt det, at det kan jeg faktisk ikke, men nu har jeg sagt det. Senere spørger hun, hvor hurtigt jeg kan løbe 5, 10, 15 km. Jeg giver hende de allerfineste tal, på en god dag, i medvind, ned af bakke. Tænker, at jeg kan nå at gøre noget ved mine tider, inden jeg skal ud at løbe med hende første gang.

Det får jeg ikke gjort, og min stramning af sandheden rammer mig lige i nakken, første gang hun løber ved min side og kan se, hvordan det står til. Jeg hører ikke et bebrejdende ord i den anledning, men hun lader mig forstå, at det her bliver hårdt. ”Det her er hårdt – rigtig hårdt – men det er det , som gør, at du rykker dig!” som hun skriver i en af sine mange mails. Jeg sender hende også mange, det er en del af aftalen. Hun følger mine resultater nøje, opmuntrer, roser, korrigere, dikterer og opmuntre igen.

Da jeg meget ubelejligt klasker sammen med influenza – og i absolut smug nyder, at jeg ikke kan løbe – sender hun mig en medfølende mail og skriver:

”Multivitamin og ekstra C-vitamin er et must, husk det! Minimum otte timers søvn og sund nærende mad – ikke hurtige madløsninger”.

Da syntes jeg nok, at hun strammer den. Otte timers søvn! Jeg er nødt til at fortælle hende, at videnskaben har bevist, at folk, der kortere end det, lever længst. Det ser ikke ud til at gøre indtryk på hende. Hun køber heller ikke mine søforklaringer, da jeg ved an lejlighed må aflyse en fælles løbetur og desuden løber en lang tur uden batteri i min speedsensor og derfor ikke kan rapportere nøjagtigt, hvordan min puls og hastighed var.

”Vi bliver nød til at have en meget tættere dialog, for at jeg kan give dig dine bedste forudsætninger og styrke til at opnå dit mål”, skriver hun.

Så strammer jeg mig lidt an igen, det bliver gradvist lettere at løbe langt og følge hendes anvisninger. Indtil jeg for første gang i de syv år, jeg har løbet, får problemer med hoften, der muligvis ikke bryder sig om alt det asfaltløb. Det har træneren råd for. En tur hos sportszoneterapeut, så kører det igen. Måske ikke så godt som en tid under fire timer kræver, men i hvert fald bedre end nogensinde før; det gør bestemt en forskel at have en træner, det er jeg ikke længere i tvivl om. Men det bliver nu lidt rart selv at bestemme det hele igen.