"GIV MIG STYRKEN TIL AT ACCEPTERE DE TING JEG IKKE KAN ÆNDRE; 
MOD TILAT ÆNDRE DE TING JEG KAN; 
OG VISDOM SÅ JEG KAN KENDE FORSKEL"

"Den 17. maj 2005 blev jeg frontalt påkørt af en kraftig stor bil, og at det tog Falck tre kvarter at skære mig fri af bilen. Jeg var multitraumatiseret med en traumatisk hjerneskade, og det meste af venstre side var brækket, herunder bl.a. bækken, hofte, albue, skulder og håndled mv. Ledbåndsskader i ankler og knæ, foruden at lungerne var klappet sammen. De første dage var der stort tryk i hjernen, og det blev lettet gennem en ventil. Jeg lå i koma, og ingen vidste om jeg ville overleve - og hvis jeg overlevede – ende som en ”grøntsag”. MEN jeg overlevede og endte ikke som en ”grøntsag”.

Jeg blev overført fra Rigshospitalet til Hvidovre Hospital / traumatisk afdeling 01.juni 2005. I princippet blev jeg opfattet som ”vågen”, men jeg var i en PTA tilstand, hvor jeg ikke var kontakt bar. Det næste, jeg husker, er, at det gjorde ondt i tænderne, da jeg ”vågnede” 23. juni 2005. Det viste sig at kindtænderne var ødelagt, og jeg havde flækket et par fortænder. Alt det ind imellem har jeg fået stykket sammen i småbidder, og der gik lang tid, før jeg rigtigt forstod, hvad der var sket.

Jeg blev udskrevet ultimo august 2005. Jeg har fået al den hjælp som man kan få. Rigshospitalet, Hvid¬ovre Hospital / traumatisk afdeling, Lyngby-Taarbæk kommune, Genoptræningscentret i Lyngby, egen læge, fysioterapeut og alle omkring mig, var der for mig.

Genoptræningen på Hvidovre Hospital/traumatisk afdeling var super, og den skulle jeg forsætte med, når jeg kom hjem. Træningen fortsatte jeg på Genoptræningscenteret i Lyngby, og der var jeg indtil jeg startede på Center for Hjerneskade.
Kognitiv (sprog/hukommelse) og fysisk genoptræning på Center for Hjerneskade var perfekt. Desværre havde jeg flere problemer, end jeg havde troet. Det var hårdt at vide, at jeg ikke kunne klare et arbejde.

Inden jeg fik min hjerneskade, troede jeg, at folk der havde en hjerneskade, var anderledes at se på, men sådan er det jo ikke. Jeg ser ganske normal ud, og det er både en trøst, men også af og til en hindring. Når jeg møder folk, siger alle til mig: Du ligner dig selv. Det gør jeg måske udvendig, men ikke indvendig. Skjulte fejl --– for hvorfor skal jeg dog have pension? (tror jeg, at folk tænker).

Jeg trænede fortsat fysisk. Jeg skulle være i god form, for jeg skulle have en ny hofte i september 2006. Efter at have fået ny hofte var jeg til genoptræning på Montebello i Spanien. Det var perfekt. Jeg var i god form og ville straks forsætte genoptræningen hjemme. Jeg meldte mig ind i et fitness center, hvor der var en del fysioterapeuter ansat. Jeg trænede lidt hver dag – ikke kun i maskiner, men øvelser, som jeg havde fået an/forevist af fysioterapeuten. Med tiden TURDE jeg melde mig til nogle hold. SIKKEN et held – der mødte jeg Pia Rosted.

Når man har fået en hjerneskade, betyder det bl.a. at man mangler balance, koordination og kraft i de brækkede dele. Det var ikke nemt at forsøge sig på hold, men jeg fandt ud af, at Pia Rosted tillige også var personlig træner. Siden juli 2007 har jeg trænet hos Pia Rosted, og det gjorde, at jeg langsomt, men sikkert blev bedre.

Jeg træner fast hos Pia Rosted 1 gang ugl. (i perioder 2 x ugl.), samtidig med, at jeg også træner i fit-nesscenter og hjemme. Pia Rosted har og betyder meget for mig. Hvis jeg ikke var begyndt hos hende, var der meget som jeg ikke kunne klare i hverdagen. Hun ”trækker” mig op, ikke kun træning, men også hendes personlighed.

JEG BEGYNDTE FORFRA - før min ulykke var jeg ekspeditionssekretær, og i jobbet skulle jeg formulere mig præcist, læse og skrive hurtigt. Sådanne færdigheder forsvandt med ulykken.
Efter min trænings-indsats, SOM STADIG ER NØDVENDIG, hvis jeg ikke skal falde tilbage, befinder jeg mig højst på et niveau i dansk svarende til 8- 9. klasse. Faktisk sendte ulykken mig tilbage til det stadium, som små børn befinder sig på, for de skal til at lære alting at kende forfra. Lave mad, vaske tøj, købe ind, økonomi – generelt ALT angående det hemmelige.

I vores hjerne har vi mange millioner celler, som ikke bruges. De celler som er ødelagt, kan ikke komme til at virke igen. De andre celler kan man få gang i ved træning. Det er ikke kun den kognitive træning som hjælper, MEN også den fysiske træning.
Jeg vil fortsat kunne klare mig i hverdagen uden alt for meget hjælp udefra. Derfor vil jeg ikke undvære min træning hos PIA ROSTED, for hun har gjort sit til, at jeg er noget så langt
Nu her ca. 4 år efter går det sådan okay. At træning nytter - siger sig selv.
Vær positiv". Et af mine ynglingecitater er:

"GIV MIG STYRKEN TIL AT ACCEPTERE DE TING JEG IKKE KAN ÆNDRE;
MOD TILAT ÆNDRE DE TING JEG KAN;
OG VISDOM SÅ JEG KAN KENDE FORSKEL".